Menu

11 Divisionsdebutanter i sæsonen 20/21 med rødder i Vejle Boldklubs talentarbejde

image Holdbillede af VBs U16 Liga 1 fra foråret 2018 - tre spillere omkring truppen fik divsionsdebut i 20/21
06. juni 2021 kl. 09:51

Da 2. division blev færdigspillet lørdag d. 05/06-21, markerede det også afslutningen på sæson 2020/21 for de nationale seniordivisioner: Superliga, NordicBet Liga og 2. Division.

Milepælen giver mulighed for at se tilbage på den netop afsluttede sæson med VB-talentbrillerne på, da der igen har været et to-cifret antal spillere, med baggrund i VB's talentarbejde, som har fået sin debut i ovenstående rækker.

11 spillere fordelt over 10 forskellige klubber har nu mindst én divisionskamp stående i al evighed på deres fodbold CV.
FC Sydvest fra 2. division var den eneste klub, der gav debut til mere end én spiller med VB-ungdomsbaggrund.

Der var Superligadebut til Thomas "TK" Kristensen hos AGF og Adama Fofana ved Vejle Boldklub.
Fofana kom til klubben i januar 2019 fra FC Olympique Sport Abobo og var en del af U19 Liga truppen inden han kom fast op hos seniormandskabet.
Læs mere om Fofana her.
Læs mere om Thomas her.



Thomas spillede U17 Liga/U16 Liga 1 i VB, hvor han bl.a. var en del af holdet, som spillede en særdeles medrivende finale mod Randers FC om det Jysk/Fynske Mesterskab i sommeren 2018.
Med i samme kamp var også Jonas Moos Pedersen, som spillede i VB fra U13-U16, inden han via et efterskoleophold hos ISI flyttede til Slagelse - og i den netop overståede sæson fik sin debut i 2. division for Slagelse B&I.

Jonas fra sin tid som U16 Liga 1-spiller.

En tredje spiller, der var inde omkring U16 Liga 1 truppen tilbage i sæson 2017/18 var Kristian Lønvig. Efter tiden som U16-spiller i VB, skiftede han videre til Kolding IF's U17 Divisionshold og fik sin NordicBet Liga debut for koldingenserne.


Kristian fra sin tid som U16 Liga 1-spiller.


Oversigten over samtlige 11 spillere fremgår i oversigten her:

Navn Række Klub Fodbold i VB Årgang Future Vejle
Adama Fofana Superliga Vejle Boldklub U19 Liga 2001  
Benjamin Suner 2. Division Brabrand IF U13-U15 Liga 1 1999 Hedensted IF
Emil Schmidt 2. Division FC Sydvest U17 Liga 2003  
Frederik Nörgaard 2. Division Aarhus Fremad U17 Liga-U19 Liga 1999  
Jonas Moos Pedersen 2. Division Slagelse BI U13-U16 Liga 1 2002 Hedensted IF
Kristian Lønvig NordicBet Liga Kolding IF U16 Liga 1 2002  
Magnus Enggaard 2. Division VSK Aarhus U17 Liga-U19 Liga 2001  
Magnus Haahr Hatting 2. Division KFUM Roskilde U17 Liga-U19 Liga 2002  
Oska Bagge 2. Division SfB/Oure U17 Liga 2002  
Thomas Kristensen Superliga AGF U17 Liga 2002  
Valdemar Sadrifar 2. Division FC Sydvest U17 Liga-U19 Liga 2001  

 

Vi ønsker stort tillykke til alle enten nuværende- eller tidligere 11 VB-spillere med debuten i de danske senior-divisionsrækker.

Listen er blevet til efter research gennem bl.a. www.dbu.dk og www.transfermarkt.de samt diverse netværk, VBs årsskrift og kendskab til ungdomsarbejdet i Vejle Boldklub.

Er der kendskab til andre spillere udover de angivne, så send gerne en mail på web@vejleboldklub.dk.

Du kan læse om sidste års gennemgang, der bød på 18 debutanter ved at klikke her.

Der er til denne artikel benyttet billeder fra www.vejle-boldklub.dk, Vejle Boldklubs Facebook-side, privatbillede samt agf.dk, hvorfor der henvises dertil ift. oprindelige billeder.

Luk