Menu

Vejle Boldklub U16 Liga 1 & 2: Dagbog fra Nørhalne Cup - kapitel 2

image
11. maj 2018 kl. 19:41

Vejle Boldklub U16 Liga 1: Dagbog fra Nørhalne Cup - kapitel 2
Det flotte vejr og det gode nordjyske værtskab fortsatte på andendagen til Nørhalne Cup, hvor Vejle Boldklubs dygtige årgang 2002 drenge deltager i stævne henover Kristi Himmelfarts ferien.

 

Maskinen fra Filskov slog til
Baneforholdene var upåklagelig til dagens første kamp hos Liga 1, der spiller i eliterækken. Kampen blev afviklet på en helt friskslået og ny-opkridtet opvisningsbane på AaB's anlæg. Modstanderen var Hobro IK, der lå på en delt andenplads med Vejle Boldklub inden opgøret. Efter to minutter scorede de unge VB'ere på en dødbold, da Mads Eskildsen stødte bolden ind over stregen på et velslået hjørnespark.

Efterfølgende trykkede Hobro godt på i den anden ende, men det rødklædte forsvar holdte godt stand og spilovertaget røg stille og roligt mere og mere over til VB. Banens helt store oplevelse "Maskinen fra Filskov", Thomas Junge, kværnede løs gang på gang i Hobro's højre side og skabte konstant ravage i det gule forsvar - det var også samme maskine, der på de sidste dieseldråber lukkede kampen, efter at Christian Fritsen i et godt gennembrud fra højre side kunne assistere med et flot fladt indlæg.


Målscorer Mads Eskildsen har følgende udtalelse omkring kampen:

"Vi spiller godt i de første ti minutter, hvor jeg selv scorer et BANG af mål og her viser det sig, at min hårde styrketræning har båret frugt. Herfra går det lidt nedad og spillet overlades mere til modstanderen. Vi kommer til at sparke langt og stå lavt. Anden halvleg starter rigtig godt og vi har et hav af chancer, hvor jeg selv får løbet nogle gode raids i banens ene side. Kampen ender med et fint opspillet mål og vi vinder fortjent 2-0."

 

Dansk sammenHOLD og engelske individualister

Efter en pause, var det tid til dagens anden og sidste kamp mod engelske Cambridge United. En sejr ville give gode muligheder for at komme tæt på puljens top og dermed en finaleplads - så motivationen var høj og koncentrationen god inden kampen startede. Deltagerne fra Storbritannien spillede noget utraditionelt og var et miks af stor fysik og klejne, vævre spillere - det var lagt op til at enkelte individualister skulle skabe meget på egen hånd. Oscar Jacobsen stemplede sig ind i turneringen med et flot mål på en andenbold efter hjørnespark. Den føring blev udvidet af et engelsk selvmål, inden VB's ene turneringstopscorer, Christoffer Simonsen, viste, at han også har mål i støvlerne uden for DBU turneringen, med den afsluttende scoring til 3-0.

 

Midtbanedynamo og målscorer Oscar Jacobsen gør sin refleksion omkring oplevelsen:
"Jeg synes, at vi spiller en god kamp. Modstanderen vil hurtigt og hårdt ind i duellerne, men vi matcher dem fuldt ud og slår dem på deres egne præmisser. Vi udnytter godt de chancer vi får, hvilket jo var dejligt. "

Stærk defensiv giver clean sheets
Begge keepere, Andreas Jungdal og Magnus Nissen, kunne lade sig notere for et rent bur sammen med deres forsvar - anfører Christian Skou, "Traktoren fra Agerbæk" Lucas Nielsen, holdets schweizerkniv Kasper Lange og Mr. Cool, Søren Juul.

Det samme gør sig i øvrigt gældende for U16 Liga 2, hvor målmand Rasmus Villadsen har holdt rent bur i fire ud af frem kampe.


Puljesejr og finaleplads til U16 Liga 2
U16 Liga 2 åbnede dagen med en overbevisende 5-0 sejr over svenske Hittarps IK og derefter var det kamp om puljens førsteplads mod tyske SSC Phoenix Kisdorf. Det endte med en 1-0 sejr på et tysk selvmål, hvilket betyder, at Liga 2 lørdag d. 12/05-18 skal spille om at vinde turneringen mod de norske hold Randesund IL & FK Vigør.


Om kampen mod Hittarps IK udtaler anfører Lasse Kofoed følgende:
"Vores oplæg til kampen var, at vi skulle score en helt masse mål, da vi var bagud på målscoren i kampen om puljens førsteplads. Det betød, at vi tidligt i kampen satsede meget offensivt med en ekstra angriber og undlod at have for meget tålmodighed i vores spil og derimod spille meget direkte."

Om kampen mod SSC Phoenix Kisdorf udtaler vice-anfører Magnus Ask Møller sig:
"Det var en kamp, som vi vidste, at vi SKULLE VINDE for at gå videre til finalerunden. Selvom vi ikke spiller 100% op til vores bedste, så kæmpede alle mand rigtig hårdt og vi lykkes med at få de tre point. Det blev en jævnbyrdig kamp, hvor vi trak det længste strå."

Program for lørdag d. 12/05-18:
Kl. 09.00 VB Liga 1 vs. Vendsyssel FF - Bane AaB's opvisningsbane (sidste puljekamp)
Kl. 10.30 VB Liga 2 vs. FK Vigør (Norge) - Bane 45-AAB (finalepulje kamp 1)
Kl. 13.00 VB Liga 1 Finale-/Bronzekamp - Bane AaB's opvisning/44-AAB

Kl. 13.30 VB Liga 2 vs. Randesund IL (Norge) - Bane 45-AAB (finalepulje kamp 2)

Luk