Menu

Vejle Boldklubs U16 Vest 1 åbnede turneringen med tre point hos Den Gule Fare

image
Malte Skau
19. marts 2017 kl. 20:19

På en noget grå marts-dag åbnede Vejle Boldklub og AC Horsens den bedste række i Jylland/Fyn for årgang 2001, U16 Drenge Vest 1, på kunstbanen ved CASA Arena.
Vejle Boldklub stillede til start i en 3-4- 3 formation, mens hjemmeholdet fra AC Horsens havde valgt en 4-4-2 opstilling til dagens kamp. AC Horsens havde i deres trup medtaget to spillere, som var kommet i aktion fra bænken i deres U17 Divisionskamp dagen forinden. Der var turneringsdebut til U16-trænerteamet hos Vejle Boldklub, Frank Rasmussen & Malte Skau.

Det var frisk og fremadrettet fodbold fra starten af kampen, hvor Vejle-drengene var mest på bolden og ”De Gule” lå med et højt og aggressivt pres for at erobre bolden. Efter at de første bølger havde lagt sig, satte VB sig mere og mere på spillet. Efter 17 minutter blev det til 0-1 ved Alvin Huseinovic, der opsnapper en ripost foran målet, efter et langskud fra Jacob ”Give” Kristensen. Kort tid efter blev føringen udbygget, da VB-keeper, Bjarke Ejlskov, flot griber bolden ved hjørnespark og hurtigt går fra tanke til handling og sender Noah Weng af sted på højrekanten. Weng spiller her flot Villads Rasmussen fri, som lægger en gylden tværaflevering til rette for Emil Sand, der afslutter dette flotte kontraangreb med en scoring til 0-2.

Dette var tydeligvis ikke den start ”De Gule” havde forventet, og frustrationen blev herefter synlig, da Jacob Kongsmark Sørensen, kort efter anden scoring, modtager et gult kort for voldsomt spil. Derefter måtte AC spille én mand i undertal, knap den sidste del af første halvleg. Både i denne periode samt i starten af anden halvleg, har VB flere muligheder til at bringe sig foran med et tredje mål, men uskarpe afslutninger samt flotte aktioner af AC Horsens keeper, Idriz Adilovic, holder hjemmeholdet inde i kampen. Lidt ud af ingenting kommer der dog også en reducering, da Jonas Perra Jørgensen slipper igennem og sikkert placerer kuglen i målet.

Den reducering vakte fornyet energi hos AC Horsens, hvorefter et tungt fysisk pres nu blev etableret mod de rødes banehalvdel. Det hårde pres resulterede i sprækker hos den eneste flanke hos VB de efterfølgende 10-12 minutter. Bjarke Ejlskov leverer her som sikker ankermand i denne periode, hvor det brændte allermest på.

Det høje og tunge pres giver dog også muligheder den anden vej, hvor bl.a. Alvin Huseinovic får flere muligheder for at blive dobbeltmålscorer – gode keeper-præstationer i begge ender holder dog nettet fra at blafre i denne periode.

Der var behov for ny energi på Vejle-holdet, hvilket kommer i form af en dobbeltudskiftning knap midtvejs i anden halvleg, hvor Thomas Iversen & Daniel Thorninger begge kommer på banen. Den hårdeste periode for udeholdet var hermed overstået og balancen bliver atter fordelt i den resterende del af kampen. I dommerens overtid bliver kampen endeligt punkteret, da indskiftede Daniel Thorninger finder Emil Sand med en stikning i bagrummet og målet til slutstillingen 1-3 til udeholdet lukker kampen.

For den neutrale tilskuer må der have været tale om en yderst underholdende affære med chancer i begge ender og en halvleg til hvert hold.

Vejle Boldklub stillede med følgende spillere:

  • Bjarke Ejlskov
  • Mikkel Lindstrøm
  • Jakob Buhl (anfører)
  • Magnus Bisgaard
  • Villads Rasmussen
  • Edmond Kurshumliu
  • Noah Madsen
  • Noah Weng
  • Jacob ”Give” Kristensen
  • Alvin Huseinovic
  • Emil Sand
  • Thomas Iversen (indskifter)
  • Daniel Thorninger (indskifter)
  • Patrick Harritz (ikke benyttet)

Sejren betyder, at Vejle Boldklub lægger sig foreløbig i front af pulje 452, hvor der dog kun er spillet to kampe, da denne artikel bliver til.

U16 Vest 1 spiller allerede igen på onsdag d. 22/03-17, hvor holdet er inviteret til kamp hos DBU i Tilst. Her spiller de mod DBU’s U15 Futurelandshold i en træningskamp, med kampstart kl. 12.30.

Næste turneringskamp er søndag d. 26/03-17 hjemme i VB Parken kl. 14.00, hvor Dalum IF kommer på besøg.


Luk