Damerne besejret i sæsonens sidste kamp
Sæsonen's sidste kamp i 3F-ligaens slutspil endte med et nederlag til vores damer. Holdet spillede en fin kamp, men kunne ikke holde Troelsgaard søstrene fra fadet.
Inden kampstart var der blomster til Fatima Al-Ful, som vender hjem til Sjælland igen. Også til Trine Seistrup var der blomster, idet hun vender næsen mod USA for at studere. Held og lykke til begge piger/damer. Desuden var der blomster til mangeårig holdleder Finn Larsen. Han har været med til at bære holdet igennem mange op- og nedture. Der skal derfor lyde en kæmpe tak for hans engagement og hjælp til holdet og Jesper Søgård.
Ser man kampen som helhed var det fuldt fortjent at Kolding Q vandt. Vi spillede dog en lige 1. halvleg, hvor vi fik vist vores berettigelse i den bedste liga. Der blev også spillet op til nogle gode chancer, hvoraf et par var af de lidt større! Men igen var vi ikke skarpe nok i afslutningerne. Gæsterne udnyttede og straffede til gengæld hårdt og kontant en forsvarsfejl fra vores side. Sanne Troelsgaard kunne derfor bringe Kolding på 0-1 inden pausen.
Efter pausen var Kolding Q bedst. Vi havde dog et skud på træværket og lidt flere chancer. Men Kolding kom på 0-2 med et flot, flot mål igen sat ind af Sanne Troelsgaard. Søster Lotte Troelsgaard kunne senere hamre det sidste søm i kisten ved at score til 0-3.
Gæsterne får et stort skulderklap med på vejen for deres flotte spil. De fortjente at vinde i dag, og Troelsgaard søstrene må siges at være i en liga for sig. De udnytter enhver åbning og fejl hos modstanderne.
Lene Terp og hendes trup får desuden et tillykke med bronzemedaljerne.
Nu kan spillerne så snart gå på en velfortjent ferie inden det går løs med træningen op til den nye sæson.
GOD FERIE TIL JESPER SØGÅRD, HELE STABEN OG ALLE SPILLERE :-)