God præstation af 3F kvinderne i næstsidste puljekamp
Kampen mod OB fredag aften blev spillet på Vejle Idrætsefterskoles kunstbane. Gæsterne lagde ud i et højt tempo, men Vejle's damer fulgte godt med. Man kunne fornemme, at såvel holdet som den enkelte spiller har forbedret formen både fysisk og teknisk. Dog kniber det stadig med skarpheden foran målet.
Fensbæk havde en stor chance i første halvleg, som kunne havde formet kampen anderledes, end den blev. I den omvendte kamp i efteråret var vi bagud ret hurtigt i kampen, men det blev heldigvis ikke sådan i dag. OB kunne dog efter 14 min. bringe sig foran efter en fejl i vores bageste kæde. Trods målet kæmpede Vejle videre, og OB var presset i flere situationer. Specielt da deres tempo faldt i slutningen af halvlegen. Alligevel blev det OB, der kunne bringe sig yderligere foran efter 22 min.
Efter pausen kom vi også mere med i kampen. Vi spillede os til flere chancer, men dog må det siges, at OB's chancer var en my større. Men vi holdt dem fra at score de sidste 45 min., og kampen endte dermed med et nederlag på 0-2.
Pigerne kunne dog se sig selv i øjnene bagefter og konstatere, at de havde ydet en fornem indsats. Nu venter Fortuna Hjørring næste weekend, inden slutspillet går i gang.
Træner Jesper Søgård udtalte efter kampen:
"Det var en rigtig god fodboldkamp mellem to gode hold. Kampen blev spillet i et højt tempo, men OB var dog lige en kende bedre. Pigerne præsterede godt, så det kan der ikke sættes en finger på."