Knusende sejr over Oaks i turneringspremieren
VB-FC SevenOaks 9-0 (2-0)
20. 1-0 Louise Coker Faurenskou
35. 2-0 Pernille Pedersen
50. 3-0 Malene Pedersen
56. 4-0 Anne-Sofie Utoft
62. 5-0 Ida Hedeager Kristensen
67. 6-0 Malene Pedersen
72. 7-0 Ida Hedeager Kristensen
74. 8-0 Ida Hedeager Kristensen
87. 9-0 Louise Coker Faurenskou
VB lagde flot fra land, da SevenOaks blev pulveriseret i første turneringsrunde i VB Parken.
Vanen tro var det uhyre svært at stille hold, men med god hjælp fra 3F-truppen og Give lykkedes det at finde 12 spillere (11 efter pausen).Mangelen på udskiftere fik dog ingen betydning, for de rødblusede viste sig knusende overlegne.
Om end de fleste mål faldt efter pausen var 1. halvleg fodboldmæssigt bedst, fordi Oaks med den kraftige vind i ryggen formåede at spille med. VB-pigerne diskede trods modvinden op med fine et-to kombinationer, og angrebsbølgerne skyllede ned mod De Syv Eges mål. Louise Coker Faurenskou, udlånt fra 3F-truppen, spillede en fin kamp og bragte hjemmeholdet foran, da hun efter en snes minutter scorede med Ida Kristensen og Pernille Pedersen som assists i et flot angreb. Et lidt forkølet langskud fra samme Pernille Pedersen fik lov at gå ind til pauseføring 2-0.
Som ventet døde gæsterne lidt efter pausen, da de var oppe mod både vind og overmagt, og målene faldt nu i byger. Malene Pedersen kunne øge til 3-0 på frispark, og den utrættelige Give-pige Anne-Sofie Utoft kronede en fin debut i VB-trøjen ved at øge til 4-0.
I den sidste halve time tog Ida Hedeager Kristensen - også venligst udlånt fra 3F truppen - fat og scorede tre gange. Utroligt, hvad pigen, som i karrieren mest har gjort sig som keeper, overkom på midtbanen. En stærk Malene Pedersen supplerede og Faurenskou sluttede, som hun begyndte, med en scoring, så slutresultatet blev 9-0.