Menu

Kvinderne tabte 1/4 finale

image
Anne Thomsen
12. marts 2017 kl. 20:17
Nederlag til Fortuna Hjørring i pokalen

På en velsignet tidlig forårsdag i lørdags, hvor solen kiggede frem efter lang tids fravær, tog Vejle's kvinder imod Fortuna Hjørring i landspokalens 1/4 finale. Alle vidste på forhånd at det ville blive en svær kamp. Men hjemmeholdet bed godt fra sig, og alle forsøgte at holde gæsterne fra fadet.

Godt nok sad Fortuna på det meste, ihvertfald i 1. halvleg, men vi kæmpede godt imod. Efter 18 minutter faldt der et gult kort til Vejle's anfører Charlotte Sørensen, da hun begik en forseelse i feltet. Det udløste kampens første og eneste straffespark, som Nevena Damjanovic udnyttede til at bringe gæsterne foran 0-1. Blot 4 minutter senere bragte Frederikke Thøgersen så Fortuna på 0-2.

Resten af halvlegen pressede gæsterne på for endnu en scoring, men det lykkedes os at holde dem fra flere scoringer.

2. halvleg fortsatte som 1. sluttede: med et stort pres mod hjemmeholdets mål. Men de røde holdt skansen flot, og trods presset og de mange forgæves løb efter lange bolde op i banen, lykkedes det at holde pausestillingen. Lige indtil det sidste minut, hvor indskiftede Caroline Rask bragte Fortuna på slutresultatet 0-3.

Man må jo erkende, at der er en vis niveauforskel på de to hold. Men hjemmeholdet kan absolut være stolte og tilfredse med deres indsats i kampen. Selvom der var massivt pres på vores banehalvdel i perioder, så fik gæsterne alligevel ikke sejren foræret. 

Med i kampen havde vi to debutanter på holdet:

Line Johansen havde sin første officielle optræden i den røde trøje. Og lige hjemvendt fra A-landsholdets tur til Algarve var hun i frisk kampform.

Udover Line fik unge Freja Risberg debut på 3f liga holdet. Freja spiller til daglig på klubbens U18 pige vest hold. 

Tillykke med debut'en til begge spillere, og nu kan vi så koncentrere os om slutspillet i foråret.

Luk