Ny cheftræner for Kvindeserie Vest præsenteres
Stort scoop i Vejle Boldklub
Vejle Boldklubs bedste hold på kvindesiden har tiltrukket en del interesse for at blive en del af trænerteamet. Processen har været grundig, og det er med stor glæde at vi kan præsentere Søren Peter Hansen som den nye mand ved roret. Sportslig ansvarlig, Lennart Lindsted, er enormt tilfreds med tilknytningen:
"Det har været en yderst spændende proces. Mange interessante navne har været med i beregningen, men dette valg med Søren Peter er på alle parametre en super signing. Vi får en mand med masser af erfaring i pige/kvindefodbold, vi får en målrettet og dedikeret træner, vi får en der kan sit kram. Det er et stort scoop for Vejle Boldklub".
Søren Peter har erfaring fra SønderjyskEs eliteafdeling for drenge (U15), og har ligeledes masser af spændende erfaring fra pige/kvindesiden. Han har været cheftræner for KoldingQ`s U18 pige-DM, han har været assistent i den bedste kvindeliga - ligeså i KoldingQ, og så han har også fungeret som angrebstræner i KoldingQ. Derudover har Søren Peter også en A-licens med i bagagen.
Den nye cheftræner ser frem mod en yderst spændende udfordring:
"Vejle Boldklub skal jo i bund og grund tilbage hvor de hører til. Jeg skal være med til at bygge klubben op til det stadie. Det bliver en længere rejse, men fundamentet er tilstede, og så er det min opgave at få forløst et stort potentiale. Jeg elsker udfordringer, og vil gøre mit for at få Vejle Boldklub tilbage på landkortet. Jeg ser enormt meget frem til at møde truppen, selvom det bliver en udfordring i de her Corona-tider".
Nu går jagten så ind på at finde en assistent til holdet. Hermed stort velkommen til Søren Peter.