Menu

Point til damerne mod Brøndby IF efter 1-1

Anne Thomsen
22. april 2016 kl. 16:59
3f liga kvinderne hentede 1 point mod Brøndby i VB parken

Det  blev en god dag i VB parken denne st. bededag. Selv solen viste sig fra en næsten skyfri himmel. 

Vi mødte i dag Brøndby, som pt. ligger på 2. pladsen med samme point som Fortuna på 1. Men med kun 1 point til BIF i dag, kan Fortuna bringe sig alene i spidsen i slutspillet. 

Men tilbage til kampen i VB parken:

Vi spillede en rigtig flot fodboldkamp. Alle på holdet var parate fra starten, og Fatima var mere klar end nogensinde. Hun spillede jo også mod sit "gamle" hold. Og Brøndby må siges at få kamp til stregen. De skulle ikke tro, det ville blive en walk-over!

Vejle's piger kæmpede mod et stærkt hold, som til dagens kamp stillede op med ikke mindre end 8 landsholdsspillere! Og vi var da også presset gennem så godt som alle 90 minutter. Alligevel formåede vi at drille gæsterne. Vores forsvar på 5 spillere ødelagde sammen med vores midtbane næsten smatlige Brøndby-angreb. Til sidst virkede gæsterne lidt frustrede. De havde ikke held med ret meget, og når de endelig kom til skud, var Katrine Beck klar mellem stængerne.

Til gengæld kunne Sara Holmgård bringe os foran efter forarbejde af Christina Fensbæk efter 48 minutter. Derefter kom Brøndby endnu længere frem på banen, og vi var hårdt pressede. Nu gjaldt det bare om at cleare alle angreb i feltet.

Efter 83 minutter udlignede Brøndby så, og de tordnede frem for at få en sejr. Men vi holdt dem fra fadet ved hjælp af hårdt arbejde, så kampen endte 1-1 og dermed det ene point til os. 

Holdet kan kun være fuldt ud tilfreds med dagens resultat. Vi formåede at få point mod et af puljens tophold. Måske fordi vi spillede frit i dag, da BIF var klart favoritter og vi dermed var undertippede.

Træner Jesper Søgård var et stort smil, da han trådte op i cafeteriaet efter kampen. Og anfører Charlotte Sørensen havde denne kommentar efter kampen:

"Det var en rigtig fin kamp. Vi holder aftalerne, og det er fedt at komme ud af den med 1-1. Jeg er tilfreds med min og holdets præstation i dag. Jeg selv spiller en uvant plads i forsvaret men formår at holde Brøndby fra fadet. Hele holdet spillede i det hele taget en super kamp. Vi havde fundet lidt ekstra til dagens kamp, idet vi ikke havde noget at tabe. Så vi spillede uden nervøsitet, og det gav gevinst."

Hele interviewet med Charlotte kan ses på facebook-siden.

Der faldt 4 gule kort i kampen: 

1 til Kamilla M. Jensen fra Vejle og 3 til Brøndby

 

 

Luk