Menu

POKAL kamp VB imod HB Køge fra Gjensidige Kvindeliga den 10 september klokken 17.30

image
09. september 2024 kl. 21:54

At trække et hold som HB Køge, som spiller 3 rækker over os, er jo præcist det pokalkampe kan. Og vi glæder os til at byde dem velkommen i VB parken. Vi forventer de kommer  med et højere tempo end hvad vi er vant til, og deres teknik er helt sikkert bedre end vores. De vil fra start prøve at være spildominerende, presse os over hele banen og sikre en solid føring i 1. halvleg. Men vi vil også lege med - fordi de er bedre tekniske, behøver de jo ikke være hurtigere, så vi skal ud og prikke lidt til dem, og vi ligger os ikke fladt ned uden kamp. Vi skal ud og have en oplevelse, og måle os med toppen. Det bliver en svær kamp, men det er pokalen, så alt kan ske - men ingen forventer vi sejre; udover os selv..

 

Hvis vi i en kamp som denne skal lykkes, så skal de have en off-day og vi skal spille ekstremt klogt og have heldet på vores side. MEN vi skal ikke være bange for at være i boldbesiddelse og spille vores spil. Vi kan også noget med en fodbold, så vi skal bare have styr på vores relationer, og ikke tage unødige chancer.

 

Vi får brug for lidt ekstra støtte, så sidder der nu nogen som har mulighed for at komme til VB parken og lave lidt larm - så kom. Det bliver en fed oplevelse og noget vores ungdomsspillere kan se frem og op til. Det er ikke hver dag et så godt kvindehold kommer til VB parken. 

 

Vibeke Juhl Jensen – målmand udtaler:

 

Vi glæder os til at møde HB Køge, som man må sige er blandt Danmarks bedste hold. 

Vi ved udemærket godt, at det bliver en svær kamp og at vi er klare underdogs til kampen. Det lader vi os dog ikke afskrække af. Vi vil gå ud og spille vores spil og tage det som en oplevelse og en kamp vi formentligt kan lære en masse af. Vi har spillet nogle gode kampe her i efteråret og det vil vi bygge videre på. 

Vores styrker på holdet er, at vi står sammen og hjælper hinanden, også i modgang. Ind til videre har vi været gode til at lukke ned defensivt og har kun lukket få mål ind. Offensivt har vi haft flere målscorere og vi har scoret flere mål end tidligere. 

Men en stor styrke er vores humør på og udenfor banen. Selvom der er kommet flere nye spillere til og vi er en ny trup, så er vi en sammentømret trup, som har det godt sammen og tager den ekstra meter for hinanden.

Personligt håber jeg at se en masse i VB-parken, som vil komme og bakke os op og sende ekstra energi ind til os på banen. Og så er det jo en pokalkamp - og her ved alle, at alt kan ske.

Luk