Finaleplads til U13/14-pigerne til Vildbjerg Cup
Vildbjerg Cup har i siden i torsdags været samlingspunkt for VBs U13/14-piger.
Turen markerer indledningen på den nye sæson, og er samtidig også første stævne sammen for 2009 og 2010-pigerne, som skal spille U14 i den kommende sæson.
Udover det sportslige havde turen derfor også et fokus på opbygning af nye sociale relationer.
Holdene var samlet i én pulje med syv hold, hvoraf de to bedste gik videre til søndagens finale.
Torsdagen bød på én enkelt kamp efter ankomst til Vildbjerg. Det var mod norske Randaberg fra Stavanger-området, som desværre løb med en 3-0 sejr. Det skal med i ligningen, at kampen samtidigt var første kamp på den store 11-mandsbane for flere af U13-pigerne.
Nederlaget slog dog ikke pigerne ud af kurs.
Fredagen bød på to opgør. Første blev B1973 fra Herlev slået med 4-0, og senere måtte norske Søgne fra Kristiansand gå fra banen med et 2-1 nederlag.
Der var derfor god stemning i lejren inden lørdagens hele tre opgør.
Som resultaterne løb ind fra de øvrige kampe, stod det klart, at lørdagens første kamp mod FC Thy Piger, ville blive en nøglekamp, hvor uafgjort i den sidste ende kunne vise sig, at være et godt resultat. FC Thy Piger indleder sæsonen i U14-liga 1, så der var forventning om hård modstand.
Efter en uheldig start med et tidligt Thy-mål, kæmpede pigerne sig tilbage i opgøret, og fik fortjent udlignet med cirka fem minutter tilbage. En stor Thy-chance blev afværget med en super redning i sidste øjeblik, og kampen sluttede 1-1.
Herefter blev hjemmeholdet Vildbjerg besejret 4-1. Nu kunne en sejr i en halv sen aftenkamp mod endnu et norsk hold, Frisk Asker fra Oslo, bringe VB-pigerne i finalen. Og selvom batterierne efterhånden var ved at være godt brugte, blev en 3-1 sejr kæmpet hjem.
Søndag formiddag stod den så på finale, og på et gensyn med turnerings første modstander fra Randabjerg.
I en intens kamp gav pigerne alt hvad de havde, men måtte til slut se sig besejret med 2-0 af et godt spillende norsk mandskab.
Alt i alt bød Vildbjerg Cup på en rigtig god oplevelse for pigerne. Både fodboldmæssigt, men ikke mindst socialt.
Derfor er det med stor gejst at træningen frem mod sæsonstarten i DBU-turneringen nu går rigtigt i gang.
Skulle der være nogle piger, der læser med og er interesserede, trænes der mandag, onsdag og torsdag kl. 17:45-19:30 i VB Parken.