Referat fra Generalforsamling 2024
Referat af generalforsamling hos Vejle Boldklub d. 29. August 2024
Til stede: Malte Skau, Jakob Thygesen, Peter Klode, Benny Gylling og Karina Stelman
Derudover: 8 fremmødte ud over bestyrelsen, hvilket var dobbelt så mange som sidste år
Referent Karina Stelman
1) Valg af dirigent: Hans Jørgen Lund
Det blev konstateret at generalforsamlingen er lovligt indvarslet, og beslutningsdygtigt. Indkaldelsen blev publiceret på klubbens hjemmeside og Facebook den 11. August.
2) Bestyrelsens beretning om klubbens virksomhed i det forløbne år.
Foreningens Formand Malte Skau aflagde beretning om klubbens virke i det seneste år – beretningen kan læses i sin fulde helhed nederst i artiklen.
Det var Maltes første år som formand, men 10. år i foreningen.
Malte berettede hvor vigtigt det var at 1. holdet blev i Superligaen, og hvilken fantastisk slutspurt som bevidnede om at man skal blive ved med at kæmpe til det sidste og det lange seje træk.
Det vil også gælde denne sæson. Vejle Stadion har været fyldt både af velkendte men også nye ansigter. Vejle Boldklub blomstrer men alt har en pris - også for Moderklubben.
VB Parken har også fået et nyt ansigt og VB House er nu blevet en del af hverdagen. Det har givet liv på P-plads men også på anlægget og i Cafeteriet.
VB Eliten og Moderklubben er forbundet i og omkring det hele.
I DBU-indrangering for drengetalent blev vi nummer 9 i Danmark. Den højeste og flotteste rangering i nyere tid. Det kræver meget af mange. Flot arbejde af Steen Thychosen, ledere, spillere, trænere, frivillige og hele organisationen at få så flot Akademi. Tillige nævnte Malte rangeringen af diverse ungdomshold samt senior.
Børneafdeling talte i skrivende stund 150 piger. Det er flot og de bliver bemærket af regionen.
De mange mennesker betyder, at vi har ansat en daglig driftsleder som skal sikre samspil mellem forening/superliga/akademi og samtidig sikre driften af anlægget med Vejle Kommune.
Stor tak til kunstgræsforeningen som har fået sikret midlerne til ny kunstgræs som både involverer dræn, coating mm ifm. genetablering. Modernisering af kunstgræstæppet betyder, at driften overgår fra Vejle Kommune til Kunstgræsforeningen og der er kun to parter til at betale dette.
For andet år i træk har vi budgetteret med underskud. Det har været en lang og bekostelig affære at skifte fra Hummel til Adidas tøj.
Vi skal tilbage i balance, da vi har brugt store dele af egenkapitalen.
Vi ønsker at bygge på det sportslige fundament men vi skal gøre det sammen. Føtex Pige Cup var et glimrende eksempel på at vi kan eksekvere noget når vi står sammen som bliver en succes.
Derudover kæmpe ros til Future Vejle, VB Girls, VB Skills, Future Vejle Center, ATK+ mfl.
Der blev også sendt en stor tanke til de VB’er vi har mistet i årets løb: 24 februar gik Ulrik Le Fevre bort. Ære være hans og de respektive bortgående medlemmers minde.
Malte afsluttede med at takke alle der gør en forskel for VB i dag og takke for ordet.
3) Fremlæggelse af det reviderede regnskab
Regnskabsansvarlig fra bestyrelsen, Jakob Thygesen, fremlagde det reviderede regnskab.
Jakob meddelte som formanden: At alt har en pris. Og at vi må vænne os til en ny virkelighed. Nemlig MANGLEN på frivillige. Interessen blandt aktive medlemmer er set over en bred kamp tæt på fraværende omkring frivilligt foreningsarbejde. Og det blev ræsonneret ”Hvad bruger man foreninger til i dag”. Socialt fundament. Klubben betyder mindre end for mange andre. Det smitter af på frivilligheden. Dette afspejles også i regnskabet.
Alt har en forklaring. Og er også linket til at vi vil rykker os på det sportslige.
Spillersæt fra Hummel til Adidas. Mange hold har fundet sponsorer, men desværre også nogle hold som ikke har fundet sponsorer. Her har klubben så finansieret, således at vi i klubben ikke havde forskellige piger/drenge og seniorhold i forskellige sæt og brands. Herudover er alt udskiftning af træner/ledertøj finansieret af foreningens midler.
2. Division Kvindesenior var trukket over i Østkredsen hvilket gav en meromkostning alene på transport.
Foreningen har et sekscifret beløb i udestående for hhv. national kompensation, international solidaritetskompensation samt kompensation ifm. kvindelandsholdets deltagelse til VM. Udbetalingsprocesserne er enormt langsommelige og det er et krævende detektivarbejde at finde rundt i. Mange Future Vejle Klubber har også mulighed for at trække midler ind via disse kompensationsaftaler men mange har ikke ressourcer til det.
Drift af cafeteria. Vi har ønsket at cafeteriet skal være et omdrejningspunkt for vores medlemmer. Det kæmper vi stadig med. Der er omkostninger ved det. Vi har drevet det med delvis frivillige kræfter, mens andre tider har krævet ungarbejdere. Vi har strammet op i forhold til administration, sortiment, madspild, så inden for de sidste 6 måneder har vi stoppet blødningen af omkostningen ved at drive cafeteriet. Om end det stadig ikke giver penge. Men målet og forventningen er, at det i 2025 kan gå i nul.
Det har været kutyme for Bestyrelsen at tage ud og spise sammen én gang om året. Dette år har bestyrelsesmiddagen været skåret væk, grundet den økonomiske situation, som vi er.
Forsamlingen godkendte det reviderede regnskab enstemmigt.
4) Indkomne forslag
Bestyrelsen foreslog en revidering af vedtægterne ifm. kontingentet. Det blev noteret at forslag var kommet rettidigt ind.
Bestyrelsen ønskede at ændre muligheden for at hæve kontingent med op til 5% pr. halvårlig opkrævning uden at dette skal godkendes af generalforsamlingen. I dag sker dette efter de af bestyrelsen fastlagte politikker og regler.
Det blev besluttet at ændre vedtægterne således: Kontingentet fastsættes af generalforsamlingen, dog kan bestyrelsen hæve kontingentet med op til 5% pr. opkrævning (ved halvårlig opkrævning), uden at dette skal godkendes af generalforsamlingen.
Enstemmigt vedtaget.
5) Valg af medlemmer til bestyrelsen
Jakob Thygesen og Benny Gylling var på valg og de er genvalgt for en 2-årig periode.
6) Valg af suppleant til bestyrelsen
Da bestyrelsen ikke havde nogen kandidater til suppleantrollen, bemyndigede generalforsamlingen bestyrelsen til, om muligt, at finde en egnet suppleant til bestyrelsen. Hvilket blev vedtaget på generalforsamlingen.
7) Valg af revisor
Den nuværende revisor Troels Schmidt Brandt (vælges for 1 år ad gangen) blev genvalgt.
8) Valg af suppleant for revisor
Som ny suppleant for revisor indstillede bestyrelsen Thomas Foged. Dette blev godkendt af forsamlingen.
9) Eventuelt
Der var en god og sund dialog bordet rundt omkring diverse emner.
BILAG: Formandens beretning
Hvor skal jeg starte henne? Det er mit femte år som bestyrelsesmedlem i VB, men mit første som formand. Et år der bl.a. har budt på endnu sæson i Superligaen for vores førstehold efter en fantastisk slutspurt, der viste at man skal kæmpe til det sidste og at det er det lange seje træk der tæller. Det med det lange seje træk, må gerne gentage sig i denne sæson 😊 Vejle Stadion har været fyldt og det er dejligt at se så mange velkendte ansigter fra foreningen på tribunerne.
Vejle Boldklub blomstrer på rigtig mange fronter, hvilket vi skal glæde os over. Men alt har en pris – det kommer jeg an på senere.
I VB Parken er Superligahuset, VB Huset, Elitehuset blevet endeligt opført og hele den sportslige sektor rykket ind og er blevet en del af hverdagen på Hellumvej. Det skaber endnu mere liv på anlægget, klubset, parkeringspladserne og banerne.
Moderklubben og Fodboldforretningen hos VB Alliancen er unægtelig forbundet og står skulder ved skulder i et loyalt samarbejde omkring topfodbold i regionen.
Vores drengeakademi lægger på og ved seneste indrangering på Drenge Talent hos DBU blev vi nummer 9 i Danmark – det er den højeste og flotteste rangering, jeg kan mindes i min tid hos VB. Rigtig flot arbejde af Steen Thychosen og alle de andre ledere, trænere, spillere og ikke mindst frivillige i den del af organisationen.
Vores pigeafdeling er i løbet at de seneste år både vokset og udviklet sig kolossalt. Når jeg husker seks år tilbage hvor min egen datter startede til fodbold i VB, så var det fire årgange sammen for blot at have én træningsgruppe i den yngste del af børneafdelig og ét 5-mandshold til turneringen. På ungdomsfronten skulle to årgange slås sammen for at lave ét 11-mandshold i hver anden årgangsrække…
Nu står vi et helt andet sted – ungdomshold i Liga 1 i alle ungdomsrækker, andethold i 75% af rækkerne og en børneafdeling der i sommers talte 150 medlemmer. Det er flot, meget flot – og det bliver bemærket rundt omkring i landet.
Det betyder også at Vejle Boldklubs profil er blevet mere skarp. Drengesiden er tæt på ren elite suppleret af vores to U17 hold, der er drevet af hhv. efterskoleelever fra VIES samt vores egen årgang 2008 – den sidste drengeårgang, der blev startet helt fra sandkassestadiet.
En årgang der i øvrigt vandt U16 Pokalfinalen i sommeren 2024 – stort tillykke med det. Og når vi er ved emnet pokalfinalerne, så vil jeg også gerne nævne at vores U15’ere, årgang 2009, ligeledes var i en finale, som blev afviklet i flotte rammer på Vejle Stadion.
På herreseniorfronten har moderklubbens herrer langt mellem Serie 1 og Jyllandsserien i den seneste tid. Der har á flere omgange været forsøgt sig med at etablere et andethold på herreseniorsiden – men vi må erkende, at det er en særdeles svær opgave at løfte.
Hos kvindesenior hedder det pt. Kvindeserie Vest efter et par år i 2. Division. Det er en ung og talentfuld trup, som på den lange bane helt sikkert vil nyde gavn og glæde af den føromtalte udvikling der er hos de yngre årgange.
Udvikling og drift kræver tid, ressourcer, overblik og energi. Det har betydet at foreningen har en daglig leder i VB Parken, Torben Knudsen. Ikke mange dage er ens og det er en værdig opgave at koordinere dagligdagen på anlægget i samarbejdet mellem foreningen, Superliga set-up’et og akademiet og sikre driften sammen med blandt andet Vejle Kommune.
I vintersæsonen var vi udfordret. På sne og på manglende lys på vores ene kunstgræsbane. Det var kritisk og der var perioder hvor bølgerne gik lidt højere end de ellers gør – det blev løst. Nu er vores gamle kunstgræsbane ved at blive ”Ny Ny Kunst” eller måske blot Bane 3?
Et kæmpe stor tak til kunstgræsforeningen, der efter mange års arbejde er lykkedes med at få bevilget midlerne til moderniseringen af kunstgræstæppet samt det underliggende fundament. Det betyder også at driften at banen overgår fra Vejle Kommune til selv samme forening – og der er kun to parter til at finansiere den foreningen.
I indledningen fortalte jeg at alt har en pris. Det har driften og udviklingen af Vejle Boldklub og VB Parken også. I det netop afsluttede regnskabsår har vi, med åbne øjne, for andet år i træk budgetteret med et underskud, som er blevet finansieret af foreningens opsparede midler.
Underskuddet er drevet af flere faktorer – heriblandt en bekostelig og lang affære med at skifte Hummel-tøj ud med Adidas-tøj samt det at vi i modsætning til de sidste mange år nu har en fuldtidsansat medarbejder.
Vi skal tilbage i balance på økonomien – det er vi i bestyrelsen alle enige om.
Der er mange visioner og vi ønsker at bygge videre på det sportslige fundament vi står på.
Vi er stærke når vi går sammen og står sammen. Det netop afviklede Føtex Pigecup er et glimrende eksempel på hvad vi kan sammen som forening.
Inden jeg runder helt af for denne årsberetning, vil jeg gerne give en cadeu til det gode arbejde der ydes i Future Vejle regi, som samler omegnens klubber og foreninger omkring Vejle Boldklub. Til de ekstra tilbud og events, som VB Parken er centrum for: VB Girls, ATK+, VB Skills og Fodboldskolen. Det gør at der er liv på vores anlæg i næsten alle ugens dagens – tæt på året rundt.
Afslutningsvist skal der lyde en tanke herfra til de VB´ere vi har mistet i årets løb. Den 24. februar blev en sorgens dag – det var dagen hvor det blev fortalt at Ulrik Le Fevre var gået bort – en af de største spillere igennem Vejle Boldklubs historie. Æret være hans minde.
Ligesom min forgænger vil jeg igen i år glæde mig over, at vi har et helt fantastisk fodboldanlæg, nogle helt fantastiske trænere/ledere, forrygende spillere og et personale som hver dag knokler for at vi fremstår i den allerbedste version. Tusind tak til alle, som gør en indsats for VB.