Menu

Efterskole er storleverandør af 3F-spillere i Vejle (VIES)

Anne Thomsen
15. september 2015 kl. 21:46
Artiklen er skrevet af/taget fra: Fodbold for piger

Vejen fra efterskole til 3F-fodbold er ikke lang. I hvert fald ikke i Vejle, hvor seks af spillerne på Vejles 3F-hold er nuværende eller tidligere elever på Vejle Idrætsefterskole (VIES).

Senest fik Anni Skovgaard, der går i 9. klasse på VIES, i weekenden debut for Vejle i 3-0 sejren over ASA. Og hun havde på banen selskab af de nuværende VIES-elever og landsholdsspillere Sara og Karen Holmgaard samt de tidligere elever Laura Nyrup og Camilla Eirdorf, der gik på Vejle Idrætsefterskole i 2013-14 og 2014-15. Desuden har tidligere Kamilla Mølbjerg, der var VIES-elev 2012-2013, fået spilletid på 3F-holdet i efteråret.

Vejles cheftræner Jesper Søgaard er da også godt tilfreds med det tætte samarbejde med VIES:

”Det har igennem de seneste år vist sig, at der hvert år dukker et par piger op, som kan være med omkring 3F. Kigger jeg rundt i landet, synes jeg faktisk, at det tilbud VIES og VB har sammen er det stærkeste i landet. Vi formår at sætte pigerne i centrum, så de både kan passe landsholdsfodbold, spille i 3F Ligaen og gå på efterskolen,” siger han i en pressemeddelelse.

Den nyeste VIES-fodboldpige i 3F Ligaen er da også super tilfreds med sin start på skolen.

”Allerede nu kan jeg mærke, at doseringen med træningen passer mig fint. Det er fedt at have træningspas både med 3F, med U17 og med pigerne på skolen. At det allerede har givet debut i landets bedste række er bare mega fedt,” siger Anni Skovgaard, der er 15 år.

Det er ikke kun i Vejle Boldklub, at der optræder tidligere VIES-piger. OB, ASA, SønderjyskE og KoldingQ har også haft 3F-spillere med en baggrund fra VIES.

Vejle Idrætsefterskole er en af de 11 idrætsefterskoler, som har et samarbejde med DBU. Samarbejdet har fokus på at sikre, at pigerne kan kombinere elitefodbold med et ophold på en efterskole.

 

Anne Thomsen:

Sara og Karen Holmgård har stor succes på U17 landsholdet. De er begge som udgangspunkt med i startopstillingen til hver kamp, og senest har de sammen med landsholdet deltaget i en tur til Italien, hvor det blev til to sejre over værtsnationen.

Alle tre piger bliver til fulde udfordret i Vejle Boldklub, mens de går på VIES. Sara og Karen har trods deres unge alder været en fast bestanddel af 3f holdet siden august 2014 , og senest har Anni haft sin debut mod ASA sidste weekend samtidig med, at hun er en fast del af startopstillingen på U17 mester holdet. Der er dog ingen tvivl om, at Anni nok skal bide sig fast i truppen i løbet af sæsonen.

Det bliver spændende at se pigernes fremtidige udikling. Og det kan kun give positiv omtale af både VIES og Vejle Boldklub som samarbejdspartnere. Flere piger vil forhåbentlig vælge VIES som efterskole, da muligheden for 3f debut er åben for andre store talenter. 

 

Luk