Sejr til 3F liga holdet i 1. testkamp
Kvinderne spillede i dag deres 1. testkamp på Vejle Idrætsskole. Modstanderne var ASA fra Århus, som også spiller i landets bedste kvinde-række.
Det blev en særdeles fint spillet kamp, som bød på debut til 2 spillere. Holdet var til dagens kamp afbudsramt, og da de manglede 5 (6) spillere, som normalt er at finde i start 11'eren, så fik flere nye spillere chancen fra start. Unge Cecilie Christensen fra U17 Vest fik som debutant chancen fra start, og hun spillede 69 flotte minutter. Hun var endda så tæt på scoring som man kan være uden at nette! Den anden debutant var Fatima Al-Ful, som holdet har hentet fra Brøndby IF. Fatima viste nogle gode takter i dag. Hun har nogle tekniske færdigheder, som er en nydelse at se på.
Da kampen blot var 5 minutter gammel, var vores damer kommet foran 2-0 på mål af Louise Helstrup på hovedstød efter hjørnespark, og lidt senere var det igen på et hjørnespark Marika Skov kunne bringe holdet yderligere foran med et flot mål.
I dag var kampens fremtrædende spillere unge Cecilie og Natascha Brandt. Cecilie spillede en stor kamp, og hun kommer helt sikkert til at spille en fremtrædende rolle på holdet, når hun bliver ældre. På midtbanen spillede Natascha en rigtig god kamp. Hendes store overblik og gode fysik kom til udtryk i dag.
Holdets næste kamp er søndag d. 28/2 i Hedensted kl. 14:00.
Sidste testkamp spilles i Skovbakken lørdag d. 5/3 kl. 13:45.