Vejle stadig at finde i kvindernes bedste liga
Så kom endelig dagen, hvor holdets skæbne skulle afgøres. Og hvilken kamp det blev! Alle tilskuere holdt vejret til sidste fløjt, for der var spænding til det sidste.
Hele 1. halvleg var Vejle spilstyrende. Viborg kom ikke frem til ret meget, men til gengæld havde hjemmeholdet to-tre kæmpe chancer for at bringe sig foran i kampen. Men skarpheden foran målet lod meget tilbage at ønske. Så da stillingen i pausen var 0-0, var det til Viborg's fordel. Det måtte der så laves om på de sidste 45 minutter.
2. halvleg var dog kun et par minutter gammel, da Viborg bragte sig foran på en kontra (og en af deres få angreb mod Vejle-målet). Det var som en spand koldt vand i hovedet på spillere og tilskuere. Nu skulle vi jo op og lave to mål, idet en sejr var kravet for at blive i den bedste række.
Efter at gæsterne havde startet aggressivt ud efter pausen, og efter holdet havde sundet sig lidt over Viborg's mål, så kom der endelig gang i vores damer. De begyndte igen at være spilstyrende, og de overlod ikke meget til gæsterne. I det 78. minut kommer forsvarsspilleren Louise Helstrup højest efter hjørnespark. Og hun header bolden i målet til en udligning. Nu lugtede VB'erne muligheden for en sejr, og de pressede ekstra for det afgørende mål.
Viborg havde efter deres mål til 0-1 spillet meget henholdende og defensivt. Det blev de straffet for nu. Vejle blev mere aggressive i deres spil, og i det 83. minut får holdet scoret det afgørende mål til 2-1. Det var denne gang Charlotte Sørensen, der efter endnu et Vejle-hjørnespark kunne føre bolden i netmaskerne.
Resten af kampen skulle der forsvares for enhver pris. De sidste 10 minutter var ikke så kønne, men sejren kom dog i hus.
Holdet præsterede rigtig flot fodbold i lange perioder af kampen. De var opsat på at vinde, og de fik champagne og store klapsalver fra publikum efter sejren.