Torben Nielsen: 25-års jubilæum hos Vejle Boldklub
Torben Nielsen: 25-års jubilæum hos Vejle Boldklub
Tidligere i år kunne klubbens materialemand, Torben Nielsen, fejre sit 25-års jubilæum som ansat hos Vejle Boldklub. Det vil vi fra klubbens side gerne markere med dette lille portræt.
Torben startede sin egen fodboldkarriere som barn i sin lokale klub Hover IF, hvor de første fodboldstøvler blev båret. Som ungdomsspiller gik turen videre til Vejle FC, før han i sin sen-ungdomstid flyttede til Vejle Boldklub. Her blev ungdomstiden afsluttet hvorefter det blev til en plads på moderklubbens bedste seniorhold* (*det daværende andethold, da Superliga-holdet var en del af foreningen dengang). Her gjorde Torben sig så bemærket, da han i en forbindelse med en træningslejr blev spottet af en norsk klub.
De tilbød Torben at blive kontraktspiller i den næstbedste række i Norge – hvilket betød at teltpløkkerne blev revet op og der blev sagt farvel til Vejle og Danmark for en stund. Det blev til et par år som fodboldspiller i Norge for klubberne Bærum Sportsklubb og SPK Fonna, hvor Torben optrådte som keeper. Desværre tvang en ærgerlig skade ham til at indstille sin aktive karriere som udøvende fodboldatlet før tid.
Efter returen til Vejle, kom han hurtigt i gang med trænerfaget og blev cheftræner for det første dameseniorhold i Vejle Boldklub. Før da havde dameholdet hørt til under VDB (Vejle Dameboldklub), men var netop blev en del af VB forinden Torbens tiltræden.
Det har været til mange forskellige roller igennem årene og udover en tur forbi en anden klub i regionen, så har det heddet Vejle Boldklub for Torben. Fra 2006-2013 var han holdleder for Vejle Boldklubs professionelle hold.
Tiden omkring førsteholdet har givet ham mange spændende bekendtskaber og sjove relationer. Dem bliver han typisk mindet om i tiden op mod jul, hvor der lander en del julekort med hilsner fra dengang. Én udenlandsk spiller står særlig højt i Torbens hukommelse – brasilianske Eduardo Delani. Han var nemlig så venlig at forære en trøje med en personlig hilsen fra hans fætter – Ballon d’Or vinderen fra 2007, Kaka.
I tiden efter 2013 har det heddet Vejle Boldklub Moderklubben og Torben tænker på sig selv som en alt-mulig-mand. Han glæder sig over at se, når tidligere VB-spillere fortsætter i klubben på anden vis og fremhæver Steffen Kielstrup som et eksempel på det.
Slutteligt kan vi nævne, at Torben er formand for Danmarks ældste støtteforening, VBs Venner – en forening der faktisk selv fejrede sit eget 70-års jubilæum sidste år.
Fra hele klubbens side ønsker vi alle Torben et rigtig stort tillykke med jubilæet.