”New beginning” i Vejle Boldklubs herre seniorafdeling
”New beginning” i Vejle Boldklubs herre seniorafdeling
Efter flere års tilbagegang i medlemstallet, primært grundet manglende tilgang af ”egen avl” fra ungdomsafdelingen (U19), ser det nu ud til, at vi kan fastholde det meste af en hel årgang (1996) i efteråret 2015.
Og det passer som ”fod i hose”, da det meste af 2. holdet (serie 3) ser ud til at melde sig under fanerne hos den nye klub i Hornstrup, der starter i serie 5.
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at træningsmoralen og klubfølesen har været på smalkost i afdelingen i almindelighed men på 2. holdet i særdeleshed i de senere år. Dette skal der nu ændres radikalt på.
1. holdets træner siden 1/1 2014 Allan Worsøe stopper med udgangen af juni for at tiltræde et nyt job hos det ny oprykkede serie 2 hold hos Ammitsbøl/Egtved. Allan har forsøgt alt for at få folk til at komme til træning og for at sætte en ære i at spille på førsteholdet – men det har været op ad bakke. Så derfor kommer den hurtige nedrykning fra serie 1 ikke som nogen overraskelse. Der skal lyde stor tak til Allan for indsatsen, og vi ønsker Allan fortsat medgang på som uden for banen.
Fra efterårets start tager Brian Sandholdt (Binne) over som træner for førsteholdet. Binne, der jo er en gammel kending og selv tidligere divisionspiller, har altid elsket at træne, og han udtager altid hold efter devisen: ”dem der træner frem for de øvrige”. Så det er helt i tråd med klubbens ønske om en ny og bedre træningskultur i seniorafdelingen. Og de mange U19 spillere, der rykker op, er alle en del af den gode kultur som U19-afdelingen er gennemsyret af.
Et nyt samarbejde med Vejle Boldklubs eliteafdeling kan tilmed gå hen og blive en stor gevinst for seniorafdelingen. 4 spillere fra U19-elite 2014/15, der desværre ikke er kommet på kontrakt, er alle blevet tilbudt, at hvis de melder sig under fanerne i seniorafdelingen og træner og spiller med dem, så vil de fortsat kunne træne med yderligere 3 gange om ugen hos U19-elite. De vil således kunne bibeholde et meget højt træningsniveau og -antal med op til 5-6 gange træning om ugen. Hertil kommer så kampe, der også kan omfatte kampe på reserveholdet. Viser det sig, at opbakningen fra de unge spillere er der, så vil der også blive tilmeldt et hold til U21.
Også serie 3 holdet skal have ny træner, da Leif Damm efter 24 år i VB, skal være manager i Hornstrup. Vi siger Ralle tak for indsatsen. I stedet er ansat Anders Pedersen som træner for 2. holdet. Anders, der er lærer ved Hældagerskolen, har i 4 sæsoner trænet i BIF. Så Anders og Binne kender hinanden, og de har den samme grundholdning angående træningsflid!
Binne og Anders vil også være med til at fastholde og udbygge relationerne til U19-afdelingen i almindelighed og træner Jan Erik Simmelhag i særdeleshed. Der vil således være mulighed for fælles træning og for udlån af spillere mv i endnu større omfang end tidligere.
Så alt i alt ser vi med stor spænding frem til den kommende efterårssæson, hvor en oprykning ikke er noget krav, men forhåbentlig alligevel en realitet ved sæsonens udgang. Det kunne så være første skridt på vejen mod jyllandsserien og måske danmarksserien om et par år. Klubben har i hvert fald ambitioner om at skabe en seniorafdeling med en god træningskultur og et godt socialt sammenhold.
Træningsopstart er Tirsdag den 21/7 2015 kl. 19,00 i VB Parken
Kontaktoplysninger findes under Kontakt