Referat fra generalforsamling i VB moderklubben
En snes medlemmer havde fundet vej til VB Parken onsdag aften, og de blev vidner til en aldeles udramatisk generalforsamling.
Efter at formand Knud Engedal havde udtalt mindeord over afdøde VB-leder Gunnar Pedersen, blev Gert Eg vanen tro valgt til dirigent.
I sin beretning kunne formanden med glæde mindes klubbens 125 års jubilæum, og han benyttede lejligheden til at takke for gaverne.
I sin sportslige gennemgang kunne han konstatere, at 1. divisionsholdet igen havde kikset en oprykning, men at det Nye VB med en ny investor ser spændende ud. Det er dog vigtigt at væbne sig med tålmod. Engedal så VB Amatør som en vigtig medspiller og håbede, at Elite ad år vil rykke til VB Parken, så klubben også fysisk kan blive samlet.
Amatørs bedste seniorhold, serie 1, rykkede ned i efteråret, men rykkede straks op igen i foråret, og målet er oprykning til JS. Man havde mistet et helt hold til Hornstrup, men nye tiltag omkring fastholdelse har givet grøde i herresenior, og andetholdet i serie 5 har vundet sine tre første kampe klart.
Der er etableret et U-16 drengehold sammen med Elite, ligesom der skal gang i talenttræning for 14-16 årige piger med henblik på rekruttering til 3F holdet.
Klubben havde igen været vært for det store sommerstævne VB Cup, og fredagsakademiet, hvor også KUV-klubbernes medlemmer inviteres, er en succes med godt 60 spillere pr. gang.
Engedal håbede, at det ville blive sidste generalforsamling, han ville komme ind på den lange føljeton omkring baneproblematikken. En aftale mellem kommunen og Arkild betyder omlægning af opvisningsbane 1 med sågræs – klar omkring 01-08-17 - og den vil få en førsteklasses kvalitet. Øvrige baner vertikalskæres á flere omgange, og inden for et år skulle det gerne give fint spilbare og regnvandsafvisende spillepladser.
Kunststofbanen totalrenoveres, og skulle gerne stå klar til et U10 - U14 elite stævne den 1. og 2. oktober. Planen for opvisningsbane 2 er omlægning til yderligere en kunststofbane, men her må man afvente finansieringsmuligheder.
Formanden glædede sig over Vejle Idrætsråds tildeling af Unge-prisen til ungdomstræner Peter Lund.
På kontoret har klubben ansat Thomas Graabæk som forretningsfører.
VB har gennemført et værdiseminar under ledelse af Knud Herbert Sørensen (2).
Til slut kunne Knud Engedal takke alle frivillige omkring klubben.
Beretningen blev godkendt.
Jakob Thygesen kunne fremlægge et regnskab, der udviste et overskud på godt 140.000 kr. Thygesen betegnede det som meget tilfredsstillende, om end man måtte konstatere en ikke ubetydelig kontingentnedgang, hvilket er et udtryk for vigende medlemstal.
Thygesen betonede, at målet ikke er at oparbejde en stor kassebeholdning, men fremadrettet søge, at resultatet så nogenlunde går i nul, så pengene arbejder for medlemmerne. Klubbens egenkapital er pt på godt en kvart million kr.
Regnskabet blev godkendt.
Der var ingen indkomne forslag, hvilket således også betyder uændrede kontingentsatser.
Bo Harder og Jakob Thygesen blev genvalgt til bestyrelsen, mens Lars Skovgaard blev ny suppleant.
Der var genvalg af revisor Niels Ejnar Gammelgaard samt revisorsuppleant Mads Peter Nielsen.
Under eventuelt kunne VB’s Venners formand Finn Vesterled overrække en check på 85.000 til klubben, hvoraf 50.000 øremærkes en kunststofbane 2. Vesterled mindede om, at Vennerne yderligere havde sponseret en ismaskine til skader samt drikkevarerne til jubilæumsreceptionen.
Sluttelig redegjorde formanden for de reviderede nålekriterier og kunne meddele, at Finn Larsen og Leo Kim Andersen af bestyrelsen er indstillet til VB’s sølvnål.
Gert Eg kunne efter mindre end en time afslutte en fredsommelig generalforsamling.
Herefter fik deltagerne mulighed for at høre VB-direktør Henrik Tønder og cheftræner Andreas Alms visioner for det Nye VB.
Tønder mindedes, da han som ung havde været i erhvervspraktik som professionel fodboldspiller i VB – ”på hold” med spillere som Simonsen og Elkjær og ledet af Ole Fritsen. Han spillede i ungdomsårene i klubben og var derfor i kendte rammer, da han senere blev ansat i klubben, hvor han virkede i 10 år, og hvor han nu er tilbage efter en afstikker til Esbjerg.
Henrik Tønder finder planen for det Ny VB ambitiøs og realistisk. Han har oplevet at rykke ned to gange, rykke op to gange samt misse adskillige oprykninger. Det har tæret på organisationen, og det skal der gøres op med. Første fase er at stoppe blødningen. Tilliden skal genvindes gennem regulært salgsarbejde. Vi taler nu ikke resultater, men udvikling, og bliver heldigvis mødt med en positiv indstilling og forståelse, kunne direktøren berette.
Udfordringerne er mange. 1. juli var der seks kontraktspillere, nu er truppen på 26 mand med en 13-14 nationaliteter og af forskellig aldersklasse. Spille- og resultatmæssigt er det gået bedre end ventet, hvilket kan tilskrives godt trænerarbejde. Andrew Zolotko har involveret sig og vil talentudvikling, og Eskildsen og Eg samt sportschef Steen Thychosen repræsenterer mange førsteholdskampe og skal nok holde klubben på ret kurs. I Flemming Jensen har man fået en erfaren bestyrelsesformand.
På banen spilles der mere fremad nu, og spilleglæden er til stede. Nu skal linjen bare holdes, fastslog Tønder. Vi vil opleve en klub med en helt anden substans og med tættere bånd til moderklubben.
Andreas Alm, tidligere svensk toptræner i storklubben AIK, slog fast, at det var udfordringen, der havde trukket ham til Vejle, og det var attraktivt at komme til et andet skandinavisk land. Han arbejder gerne hårdt og er meget interesseret i processen med at skabe noget fra bunden. Det Nye VB handler ikke bare om en ny ejer, men om alle omkring klubben.
Om spillestilen sagde Alm, at han som grundide spiller 4-4-2 – der er mange fordele ved to forwards. Det ville være luksus at spille possession med så mange nye på holdet, så man vil se en spillestil, der veksler mellem possession og mere afventende spil.
Kropssproget og attituden arbejder han meget med – mentaliteten er uhyre vigtig.
Spørgelysten var stor hos forsamlingen og holdningen gennemført positiv til de nye vinde, der blæser i Nørreskoven.
Og med det traditionelle VB-leve blev der så sat punktum for en gemytlig og interessant aften i VB Parken.
Ole Kristensen
Bestyrelsen august 2016, fra venstre: Bo Harder, Peter Hansen, Henriette Eskildsen, Jon Kristiansen, Knud Engedal og Jakob Thygesen