Vejle Boldklub indgår samarbejde med Campus Vejle
Campus Vejle og Vejle Boldklub offentliggør nu et nyt og spændende samarbejde. Det nye samarbejde får navnet Sponsor-Studie.
Unge studerende på Campus Vejle tilbydes at hjælpe klubben med opgaver som fundraising, sponsorkontakt, markedsføring o.lign. Til gengæld får de unge vigtig erfaring på deres CV, som vil kunne bruges til at søge job i fremtiden.
Vejle Boldklubs koordinator på samarbejdet, Peter Lund, er meget begejstret for samarbejdet:
"Vi har været meget spændte på, at offentliggøre dette nye samarbejde, som vi har store forventninger til. Det har længe været et problem, at vi har manglet hænder til at hjælpe klubben, men de mange spændende opgaver vi har, får vi nu mulighed for at sprede ud på flere engagerede personer.
Opgaverne er perfekte for de studerende til at få gode erfaringer med fx markedsføring, som de kan tage med sig videre på deres fremtidige arbejde.
Nu glæder vi os til, at der i det næste stykke tid kommer en masse tilmeldinger til samarbejdet. Vi har fået lov til at hænge plakater op rundt omkring på skolen, så ingen undgår at opdage det nye samarbejde.
Der skal lyde en stor tak til Campus Vejle, som har været meget hurtige i processen med at få dette samarbejde rullet ud."
Campus Vejle huser i hverdagene over 2000 elever, så der er god grund til optimisme omkring projektet.